Den Gamle Mester

Dette store gamle eiketreet som står ved Bjertnes prestegård på Noresund har fått navnet "Den Gamle Mester". “Den Gamle Mester” er det første treet som ble fredet i Norge og har vært fredet siden 1914. Treet er mange hundre år gammelt, og var gammel alt på den tid Jørgen Moe var prest i Krødsherad (1853-63). Han skrev diktet "Den gamle Mester" til dette treet. For omtrent 80 år siden begynte ”Den Gamle Mester” å råtne. Litt av treverket i stammen ble fjernet og erstattet med stein og sementmasse. Dette skjedde i 1926.

DEN GAMLE MESTER

Der stander en Eg paa Prestens Jord,

hans Øie til daglig Mærke;

den løfter sig opp over Dal og Fjord

og strækker Grenene stærke.

Den bærer på flere hundrede Aar,

men frodig den løves Vaar for Vaar,

hver rindende Morgenlue

kun mer ærverdig at skue.

Den isnende Vinter Gang efter Gang

har skredet over dens Krone

med sparsomt Dagslys, med Nat saa lang,

uden en Sangfugls Tone.

Naar Krattet tyngedes ved dens Fod

af Sneens Vægt, saa det krumbøiet stod,

Da rakte den opp sine Arme

som midt i Sommerens Varme.

Om Vaar, naar Livet vil vaagne op,

og Stormståd rase fra Fjeldet,

da bøier sig ydmyg Ungtræets Top,

selv maalfør Gran vorder fældet,

Men da min gamle, min kjære Eg

staar ret og rank i den vilde Leg

og hidtil saa har den seiret.

Det volder to Ting: først har den sin Rod

slaaet dypt i Klippernes Revne -

se deraf fanger den Magt og Mod

at staa i det barske Stevne.

Og dernest op imod Lysets Glands

den løfter stadig Kvistenes Krands

og drikker fra oven Saften,

Lyset, Livet og Kraften.

Gud unde hver Prest, som kommer her,

at staa saa rolig og mægtig!

Mig unde han, gamle Mester kjær,

at se paa dig ret andægtig!

Ja, lær mig trods Sneens tyngende Lag

at løfte mod Himlen Dag for Dag

i Bønnen utbredte Hænder,

saa Vinterdvalen dog ender.

Men glider og lider det frem mod Vaar

langs Krøderens tause Strande,

og Foraarsbudet i Vindstød gaar

og pisker de rørte Vande,

Saa lær mig at staa med sindig Mod,

som du i mangen en Vaarstorm stod,

Og splitte med Ordets Værge,

hva der vil fælde og hærge.

Bedagede Mester! O lær mig kun

at bore Rod i den Klippe,

som giver den ene trofaste Grund,

og aldrigen ham at slippe;

og dernest, som du med din Krones Top

daglig at hige og stunde op

og drikke fra oven Saften,

Lyset, Livet og Kraften!